




Det ER et folkemord!
Uanset hvilken politisk og/eller religiøs overbevisning man måtte analysere det fra.
Uanset hvilken kulturel og/eller etnisk baggrund man måtte have.
Og uagtet om man vurderer, at Hamas er en terrororganisation eller ej…
…Så foregår der indiskutabelt en etnisk udrensning i de palæstinensiske områder, særligt Gaza.
Og uanset om man er politisk interesseret på kommunalt, regionalt eller folketingspolitisk niveau – eller helt uinteresseret i politik – bør alle mennesker tage afstand fra en hvilken som helst stat, der måtte iværksætte folkemordslignende handlinger af enhver art.
Amnesty International konkluderede i december 2024, at der foregår et folkemord i Gaza. Men den danske regering, forsvarsministeriet og forsvarsindustrien vedbliver at samarbejde med Israel. Dermed støtter Danmark indirekte, at folkemordet fortsætter ufortrødent.
Danmark leverer våben til folkemordet!!!
Det er formentlig forbigået manges opmærksomhed, at den danske forsvarsindustris flagskib, Terma, sender våbenudstyr til Israel, så deres F-35 fly kan bombe palæstinenserne.
Det er Danwatch, der har skrevet om våbeneksporten til Israel (se link HER!)

Et AI-drevet folkemord
Israelske våbenproducenter er verdens førende indenfor AI-drevne våbensystemer. Se fx. våbensystemerne fra israelske ELBIT Systems Lanius Drones eller Hermes 900.
I en video udgivet af mediet Declassified UK interviewes menneskeretsadvokat og mangeårig kommentator omkring AI-våben, Ousman Noor, om det AI-drevne folkemord i Palæstina. Se videoen herunder. Du kan også se videoen på YouTube på linket HER
Interviewet giver et indblik i, hvordan organisationer som FN er integreret i det større økosystem, som våbenindustrien udgør.
Videoen viser desuden et meget mørkt billede af, hvad der er foregået i Gaza, og hvad fremtidens krigsformer kommer til at bringe. Eller rettere: Allerede har bragt til denne verden!
For det er ikke kun i Gaza, at disse AI-drevne våbensystemer anvendes; begge sider i Ukraine-konflikten anvender også de uhyggelige våben. Se eksempelvis en Daily Telegraph video fra YouTube og en Defense News video, som viser en ukrainsk drone, der kaster 4.000 grader varmt jernoxid på en trælinje i Zaporizhzhia (se video HER og HER).
Videoerne dokumenterer, hvor vanvittige og forrykte krige er blevet her i 2025. De, med kontrollen over AI, har også kontrollen over hvilke data, AI anvender til sine analyser, og dermed kontrollen over hvem AI-våbnene skal rettes imod og bruges imod! – Men det behøver vi vel ikke tænke på i gode gamle, stille og rolige Danmark?
Men i Danmark har vi det da godt!(?)
Uanset politiske og humanistiske synspunkter omkring konflikten i Israel/Palæstina, så rejser konflikten og Danmarks samarbejde med Israel nogle vigtige etiske og humanistiske overvejelser.
For selvom folkemordet i Palæstina foregår langt fra danske breddegrader, bliver også danskerne nødt til at spørge sig selv: Hvis det kan foregå i Israel/Palæstina uden at nogen – endsige FN – kan gribe ind, så kan det vel også komme til Danmark en dag?
Hvad kan vi gøre?
Danmark skal anerkende det palæstinensiske selvstyre. Vi skal fordømme Israel og stoppe al samarbejde, indtil Israel stopper folkemordet!
Danmark skal – som mange andre lande omkring os – anerkende det palæstinensiske selvstyre.
Danmark skal være med til at fordømme Israel i FN. Hvis fordømmelserne i FN ikke leder til, at FN kan fordømme Israel og påvirke Israel til at stoppe folkemordet, skal Danmark trække sig fra FN. For så er FN ikke den organisation, den udgiver sig for at være. Der var jo en vigtig grund til, at Danmark gik med i FN: At stater samarbejder for at undgå krige.
Danmark gik i 1945 sammen med 50 andre lande om at underskrive FN-pagten, der er en slags grundlov for FNs arbejde.
Herunder nogle uddrag fra FN-pagten fra 1945:
”frelse kommende generationer fra krigens svøbe”
”fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed ”
”bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder”
”skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes ”
Af ovenstående uddrag fremgår tydeligt – særligt i forhold til det igangværende folkemord i Palæstina – hvor langt FN har bevæget sig væk fra sit oprindelige formål. Læs eventuelt mere om Danmarks medlemskab af FN på Udenrigsministeriets hjemmeside HER.
Alliancen for Børnene, Ungdommen og Fremtiden mener, at, udover at fordømme Israel, skal Danmark øjeblikkelig stoppe al samarbejde med staten Israel, både politisk og militært, indtil folkemordet stopper.
OPDATERING!!!
Siden produktionen af valgplakater med teksten “Stop folkemordet i Palæstina” er der sket en udvikling mellem Israel og Palæstina, som er vigtig at kommentere på.
Vi har fået mange henvendelser om, at disse valgplakater ikke længere giver mening (nogle mener, at de aldrig har givet mening!) Begrundelsen er, at den amerikanske præsident Donald Trump mægler mellem parterne i et forsøg på at få en varig våbenhvile i stand mellem Israel og Hamas.
Imens fortsætter Israels myrderier af befolkningen, og Hamas fortsætter også deres spredte, militære angreb på Israel. Det har hele tiden været svært at forestille sig en varig våbenhvile, når de politiske fronter mellem Netanyahu og Hamas er så skarptrukne.
Budskabet på vores valgplakater er således stadig lige så aktuelle, som da de blev fremstillet for flere måneder siden.
