Flemming Blicher

Kandidat til:

Kommunalrådsvalget i Gribskov Kommune

Regionsrådsvalget i Region Østdanmark

Jeg er 57 år og bor lidt udenfor Græsted i Nordsjælland. Jeg er uddannet ingeniør og har derudover en Master i Business Administration (MBA) fra University College Dublin i Irland.

Som far til 3 døtre er jeg bekymret for den verden, vi voksne overdrager til den næste generation. Derfor engagerer jeg mig i politik.

Jeg er forfatter til 4 bøger om demokrati, grundlov og danmarkshistorien (læs mere om bøgerne her!). I forbindelse med mit forfatterskab holder jeg foredrag og underviser. Desuden udgiver jeg to nyhedsbreve, et på dansk (se her!) og et på engelsk (se her!).

Politik er desværre gået hen og blevet lidt af et teater, og det er formentlig kun en mindre procentdel af danskerne, der efterhånden tror på, at politiske løsninger gør noget godt for befolkningen. Det skal vi have vendt, for politik betyder jo blot, at man engagerer sig i at finde løsninger for samfundet.

Det eksisterende politiske system i Danmark har slået fejl. I stedet for at skrotte det hele og fremlægge en ‘frelser-plan’, er jeg af den opfattelse, at endnu flere danskere skal oplyses om Danmarks sande tilstand, så vi bliver mange, der sammen kan forme et langt mere borgervenligt og fremtidsvenligt samfund.

Først og fremmest opstiller jeg til kommunalvalget i Gribskov og regionalvalget i Region Østdanmark for at oplyse om den grundlæggende problematik.

Min kritik af det eksisterende demokratiske system har jeg dokumenteret i de 4 bøger, jeg har udgivet: Trilogien ‘Illusionen om Danmark’ samt ‘Illusionen om Grundloven’ (se link til bøgerne HER!).

Kommunalrådsvalget giver os kandidater mulighed for at møde mange lokale borgere til en debat om, hvilken vej Danmark skal vælge i fremtiden. Og det giver mulighed for at tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger og bruge disse som eksempler for at påvise den overordnede, systematiske problematik.

Mange af de problemer, vi ser i kommuner, regioner og på andre samfundsområder, har rod i denne overordnede, systematiske problematik, som er opstået grundet udviklingen af Grundloven – og fortolkningerne heraf – samt den sideløbende udvikling af Folketinget som magtens centrum; hvilket dog formelt er kongehuset, ifølge Grundlovens ordlyd.
Det er nemlig ikke demokratiske kræfter, der styrer Danmark i dag.

Jeg argumenterer dog for, at Danmark er et dejligt land og danskerne et dejligt folk. Og selvom vores samfund i mange år er gået i en forkert retning, skal vi kæmpe alt hvad vi kan, for at Danmark kommer på rette kurs mod et ægte folkestyre, der ikke dirigeres af (internationale) finansielle og industrielle kræfter.

De to valgplakater herunder vil være at finde i Gribskovs lygtepæle under valgkampen til Gribskovs byråd. Klik på plakaterne for at få en uddybning af emnerne: